G E N E S I S

Fra januar 1913 begyndte erobringen af alle bulgarske klostre – fordrivelsen af det bulgarske præsteskab og dets udskiftning med et serbisk præsteskab. Derefter var det skolernes og kirkernes tur: Alle lærere og præster, der nægtede at lade sig registrere som serbere, blev udvist og drevet ud af Bulgarien; serbiske præster blev indsat i kirkerne, serbiske lærere i skolerne, og bulgarske lærebøger blev ødelagt.

I marts 1913 blev alle bulgarske hjælpebiskopper udvist, og i juni samme år – og metropolitterne: Neofyten af Skopje, Meletius af Veles, Arseny af Bitola og Kozma af Debar. I Skopje bispedømme blev selv de hellige Cyril og Methodius’ højtid forbudt, og i Kichevo-regionen blev bulgarske muslimer også registreret som serbere, fordi de talte bulgarsk. Exarkatets bispedømmer Ohrid, Bitola, Veles, Debar og Skopje overgik til den serbisk-ortodokse kirkes myndighed.

I efteråret 1944 trak den bulgarske hær og den civile og kirkelige administration sig tilbage fra de nyligt annekterede områder i Vardar og Ægæiske Makedonien. Dette var et lavpunkt for det bulgarske exarkats involvering i løsningen af det bulgarske nationale spørgsmål, “forstået i den periode, der her er tale om, som foreningen af de bulgarske etniske territorier og samfund i én nationalstat”.