De første skridt mod et “nyt” Makedonien

Im Jahr 1924 formulierte die Kommunistische Internationale die These von der Existenz einer mazedonischen, thrakischen und dobrudischen Nation. Durch die Vermittlung der Komintern wurde Mazedonien als föderale Einheit von Titos Jugoslawien anerkannt, und es wurde mit der Schaffung einer mazedonischen sozialistischen Nation und der Einführung einer mazedonischen Sprache begonnen. Hele denne politik var baseret på et antibulgarisk grundlag. Som følge af opbygningen af denne “makedonske nation” spredes der ofte absurde løgne og forfalskninger af historien. I dag erkender mange makedonere imidlertid sandheden og den kendsgerning, at deres rødder ligger i Bulgarien.

Oprettelse af den makedonske “nation”

Det hele begyndte i 1944, da Georgi Dimitrov og Tito “blev enige om at skabe en alliance mellem Bulgarien og Jugoslavien, som skulle føre til en føderation af sydslaverne”. Tito foreslog, at Bulgarien skulle tilslutte sig den jugoslaviske føderation, hvilket betød en fuldstændig overtagelse af den bulgarske stat af Jugoslavien. Georgi Dimitrov blev støttet af Stalin i sin insisteren på oprettelsen af en ligeværdig bulgarsk-jugoslavisk stat efter østrig-ungars forbillede.

Den 20. september 1944 besluttede BRP(k)’s centralkomité, at spørgsmålet om Bulgariens Makedoniens tiltrædelse af den makedonske stat skulle løses ved midlertidigt at opbygge en tæt alliance mellem Bulgarien og Jugoslavien. Samtidig ville den makedonske nationale bevidsthed blive styrket blandt den bulgarske befolkning i Pirin-regionen.

Den 21. december 1944 bekendtgjorde Georgi Dimitrov på et møde i partiledelsen hovedpunkterne i unionstraktaten. På en af dem står der. Bulgarien er indforstået med, at de dele af Makedonien, som har tilhørt landet siden 1913, skal annekteres til Makedonien i Jugoslavien, hvis befolkningen ønsker det. Hvis der oprettes en forbundsstat, vil et forenet Makedonien desuden blive optaget i denne føderation som et ligeværdigt medlem. Jugoslavien accepterer på sin side at tilbagelevere de dele af sit territorium, som blev overført til Jugoslavien ved Neuilly-traktaten i 1919, til Bulgarien.”

En historie om sovjetiske “kammerater” og Makedonien

Den 28. januar 1945 erklærede Stalin over for de bulgarske og jugoslaviske delegationer i Moskva, at “alliancen mellem Bulgarien og Jugoslavien udgør et vendepunkt i Europas historie “. På konferencen blev det klart, at en bulgarsk-jugoslavisk alliance under sovjetisk auspiciering ikke var mulig.

Forhandlingerne mellem Bulgarien og Jugoslavien blev ført under Stalins tilsyn. De blev fra begyndelsen ledsaget af YCP’s “afnationaliseringspolitik” og terror fra YCP’s side i Vardar Makedonien. Valget til Republikken Makedoniens nationalforsamling i 1945 blev afholdt under sloganet “Den, der ikke går til stemmeurnerne, er en forræder”, “en kollaboratør med de bulgarske besættere og en Mikhailovist”. Der blev vedtaget en lov om oprettelse af en domstol til forsvar af den makedonske nationale ære, som dømte 48 bulgarere i Kumanovo i 1945 og dømte nogle af dem til døden. Samme år sendte Den Demokratiske Front et memorandum til FN med krav om en folkeafstemning og en beskrivelse af de grusomheder og mord på bulgarere, der nægtede at kalde sig makedonere. Senere blev organisationen afsløret, og nogle af aktivisterne blev dømt til døden og skudt.

Efter ordre fra undervisningsministeriet i Vardar Makedonien blev det såkaldte “makedonske alfabet” og det “makedonske sprog” indført den 5. maj 1945. Den tidligere studerende på bulgarsk filologi ved Sofia Universitet, Blaže Konevski, og den sovjetiske sprogforsker Ed. Bernstein skabte det makedonske alfabet ved at fjerne alle bogstaver, der mindede om det bulgarske alfabet. Under oprettelsen af den såkaldte makedonske nation i Vardar Makedonien var der massiv undertrykkelse mod bulgarerne. Bulgarerne er også den vigtigste etniske gruppe, som Moskva betegner som pomacedonisk og opdeler dem i flere “nationer”.

Fremskyndelse af makedoniseringen

I juni 1946 instruerede Stalin Dimitrov om at fremskynde makedoniseringen af Pirin-regionen: “Pirin-regionen skal have kulturelt selvstyre i Bulgarien. Det betød intet, at der ikke var nogen udviklet makedonsk bevidsthed blandt befolkningen. Det blev besluttet, at indtil Pirin-regionen bliver en del af Republikken Makedonien, skal “det makedonske sprog og den makedonske litteratur samt Republikken Makedoniens historie” fremmes. I overensstemmelse med Stalins ordrer blev 160.641 ud af 252.575 mennesker tvangsregistreret som “makedonere” ved folketællingen i Pirin-regionen. Af disse angav 131.954 bulgarsk som modersmål og mindre end 28.611 angav makedonsk som modersmål.

Efter underskrivelsen af venskabs- og bistandstraktaten mellem Bulgarien og Jugoslavien i Evksinograd den 27. november 1947 var Dimitrovs regering forpligtet til at indføre studier af det makedonske sprog og det makedonske folks historie i Pirin-regionen samt at oprette et makedonsk teater og en boghandel.

I 1948 sagde Traycho Kostov på et møde i Kominform-kontoret i Bukarest: “Vi har på råd fra vores sovjetiske kammerater forpligtet os til at bidrage til udviklingen af en makedonsk national bevidsthed … men skal befolkningen i Pirin-regionen tvinges til at opgive deres modersmål”.

Det kommunistiske regime i Bulgarien og makedoniseringen

På et plenarmøde i det kommunistiske partis centralkomite i marts 1963. Todor Zhivkov repræsenterede et vendepunkt i den bulgarske politik i det makedonske spørgsmål. Han erklærede, at påstandene om eksistensen af en makedonsk nationalitet var falske.

Det kommunistiske regime i Bulgarien er imidlertid fortsat vidne til 45 års folkedrab mod den bulgarske befolkning og etnicitet. Todor Zhivkov betragtes som en inkompetent leder, der aldrig fandt en måde eller en mekanisme til at stoppe noget som helst. Det burde ikke overraske nogen, for det er Moskvas geopolitik, som er det kommunistiske partis herrer i Bulgarien. Desuden er de oplysninger, som statens sikkerhedsmyndigheder har om koncentrationslejrene i Jugoslavien, og som bruges til at “motivere” bulgarerne til at opgive deres egen identitet og kalde sig makedonere, omhyggeligt skjult for offentligheden. Hverken koncentrationslejrene, terroren mod befolkningen eller mordene eller fremkomsten af racisme og fjendtlighed over for bulgarerne blev forhindret. Der er tilfælde, hvor bulgarske kvinder blev tvunget til at prostituere sig for at brødføde deres børn, hvilket gav navn til de “to røde”. Det vil sige de to sedler, som de solgte sig selv for for at redde deres børn fra elendigheden i Titos Jugoslavien. Dette nævnes den dag i dag af nordmakedonske og serbiske diplomater som et punkt af stolthed.

Men løgne og uretfærdighed synes ikke at være i stand til at modstå sandheden, ytringsfriheden og demokratiet. Den drømte makedonske identitet forsvinder således med hvert år og med hver ny generation. Uden de autoritære mekanismer og Moskvas protektionisme ville de makedonske tilhængere aldrig have været i stand til at bevise deres historiske ret.

Er vi vidne til, at et geopolitisk projekt falder fra hinanden og med det den drømmende makedonske nation, der forsvinder?

error: Content is protected !!